lørdag den 12. marts 2011

Hvor bliver tiden af?

Jeg kan sgu ikke følge med! Tiden flyver afsted, vi skriver marts og i sidste måned fyldte min baby 2 år. 2 ÅR!??! Hvad skete der lige i løbet af de 2 år? Nårh ja, udover jeg blev mor og jeg efterfølgende lærte at være mor, så havde vi en barnedåb. Vi har i løbet af de 2 år været i både Tyskland, England, Tyrkiet og på Gran Canaria på ferie. Vi har fejret 2 jule og 2 nytår. Og vi er blevet 2 år ældre... :-/ Ja, det er vist realiteterne. 2 år ældre... Uak! Både 30-tallet og 40-tallet nærmer sig med hastige skridt her i huset. Jeg... vil... ikke tænke... på... det!!

I dag har vi fået pitabrød med fyldt af salat og hakket oksekød. Det vil jeg ikke skrive mere om, for det kan de fleste da vel finde ud af ;-)

Men forleden fik vi stegt kyllingefilet med ovnbagte kartofler, samt salat og tzatziki. Nammenam!
De ovnbagte kartofler er nemme: Skræl kartofler, skær dem ud i både og put dem i en skål. Hæld lidt olie i, samt krydderier efter smag, og rør. Læg kartoflerne på en plade med bagepapir, og steg dem ved 200 grader til de er sprøde - som man nu kan lide dem.

Tzatziki laves af græsk yoghurt, revet agurk og presset hvidløg. Agurken skal rives over et håndklæde, og derefter vrides for at slynge saften fra.


Den færdige tallerken:

torsdag den 3. marts 2011

Så er jeg med igen!

Puuuuuuuuha! Det har holdt hårdt. Det er snart en måned siden jeg har fået opdateret herinde - derfor også de hurtige opskrifter i de sidste 4-5 indlæg! For jeg har da husket, at få taget billeder i ny og næ!

Travlheden har ramt det lille hjem. Med skole, lektier, mand og barn samt de huslige sysler og nu også træningscentret som tidssluger, så er tiden fanme knap. Kan vi lige få et par timer ekstra i døgnet, tak!

Træningscentret! TRÆNINGSCENTRET! Jojo - den er god nok... Har laaangt om længe taget mig sammen, og jeg skal ærlig indrømme at var det ikke for Laila - min svigerinde - var jeg ikke kommet afsted. Nu fik vi endelig hanket op i hinanden, og det ser ud til at vi kommer afsted nu, mindst to gange om ugen. I dag har vi således haft vores første hele step-time - skideskægt - men hårdt, og svært! Det gav sved på panden, og det er noget vi kan lide. Nu skal vi for første gang i flere år, prøve at stifte bekendtskab med vores muskler - de må være derinde et sted... Mandag er det zumba vi forsøger os med - det er nu godt nok lidt svært at fremtrylle de der kuglelejer i hofterne. Men vi prøver da. Jo, jo. Det går rigtig godt.

Men så skal der jo også ske noget med maden... Den var værre!! Fantasien spiller mig et puds, og jeg ender i de gamle rutiner og de velkendte retter. Jeg MÅ og SKAL prøve at spise sundere.

I dag har vi fået boller i karry med ris...

En stor gryde med vand sættes over, men man laver farsen.

500 gr. hakket svin.
1 stort løg
1 æg
En sjat mælk
½-1 dl mel
salt + peber.

Det hele røres sammen, hvorefter bollerne formes med en ske og puttes i vandet.
Husk at sætte vand over til ris også!
Når bollerne flyder på overfladen, har de fået nok. Vandet hældes gennem en sigte i en anden beholder (det skal bruges til sauce). Bollerne lader man bare blive i sigten og dryppe af, mens man laver saucen.

En skive fedtstof smeltes, og 2 spsk. karry (eller efter smag) røres i magarinen. Det er vigtigt, at karryen kommer i allerede her, da den lige skal brændes. Mel tilsættes, til man har en tyk grødet masse. Vandet fra bollerne tilsættes under omrøring, lidt efter lidt - man kan også tilsætte lidt mælk til saucen. Til sidst puttes bollerne tilbage i gryden med sauce, og retten varmes igennem.

Her er vist den færdige tallerken til husets yngste beboer:

tirsdag den 1. marts 2011

Cirkusgryde

Det lyder sjovt - men det er det ikke...

1-2 løg, pillet og hakket.
500 gr. kalkuntern
3 dl. hønsebouillon
2 dl tomatpure
3 laurbærblade
1 tsk. paprika
2 dl madlavningsfløde
1 ds. cocktailpølser
300 gr. ærter

Løget brunes i lidt magarine, hvorefter kalkunternene tilsættes og brunes godt. Bouillon, tomatpure, laurbærblade og paprika tilsættes, og retten snurrer 10 minutter. Laurbærbladene tages op, og fløden tilsættes. Lad retten simre et par minutter, før cocktailpølser og ærter tilsættes. Kog retten op, og samg til med salt og peber. Server med ris :-)

mandag den 14. februar 2011

Mørbradgryde!!

Ingredienser:
1 svinemørbrad.
1 pk. cocktainpølser.
1 peberfrugt
1-2 løg
1 glas champignong
1 pk. bacon i tern
1 dåse hakkede tomater
1 stort knust fed hvidløg
½ tsk. groft chili
1 spsk. paprika
salt + peber
250 ml. madlavningsfløde
Jævning, f.eks. maizena.

Brug en stor gryde!

Baconen steges, hvorefter den tages op. Det samme med champignonerne. Efterfølgende steges løg + peberfrugt, og tages op.
Mørbraden brunes herefter sammen med chilien og paprikaen, og bacon, champignon, peberfrugt og løg tilsættes igen, samt hvidløget. De hakkede tomater kommes i, og der fyldes efter med vand til det lige dækker. Skal simre i 45 minutter på lav varme. Når der er ca 20 minutter tilbage af tiden, tilsættes cocktailpølserne. Efter de 45 minutter skrues der igen lidt op for varmen, og fløden røres i. Retten skal op og koge, hvorefter sauces jævnes med maizena. Den må ikke være for tynd.

Server retten med ris til.

onsdag den 9. februar 2011

Brændende kærlighed

Min variation af brændende kærlighed er tilsat pølser - så er der lidt mere "gods" i.

Kartoffelmos:
Sæt kartoflerne over, og lad dem koge godt ud. Tilsæt en smal skive magarine og ca ½-1 dl mælk, og pisk grundigt med elpisker. Muscatnød kan evt. tilsættes til sidst - jeg gør det ikke...

Kærligheden:
Steg 2 pakker bacon i tern samt 2 pillede og hakkede løg. Når baconen er ved at være god, tilsættes de skivede pølser, og det hele steges i ca 10 minutter til pølserne er gyldne.

Serveres med ketchup - almindelig eller, som min mand foretrækker det, med karryketchup eller chiliketchup.

tirsdag den 8. februar 2011

Den nemme.

Aspargessuppen fra mou. Nemmere bliver det ikke. Tag den op af fryseren, tø den op, varm den, tilsæt melboller (evt. også kødboller), lun flütes - servér!

mandag den 7. februar 2011

En hård weekend!

Puuha en hård weekend jeg har lagt bag mig. Vi har næsten ikke været hjemme, og Lærke har været på weekend hos sin mormor og morfar, hele weekenden. For vores vedkommende har weekenden indeholdt fætter/kusine-fest med spisning i FunWorld, fodboldstævne med spisning, pizza og så lige en søndag med spisning hos mine forældre (flæskesteg!)... Vi har spist en del! Vi har drukket endnu flere øl!! Vi har været rigtig usunde! Adder!

onsdag den 2. februar 2011

Karbonader, krebinetter... kært barn!

Kært barn har mange navne! I dag har vi fået karbonader. Sådan hedder det her hos os - i Vestjylland. Karbonader med kartofler, grøntsager og hvid mælkesauce. Også et hit her i huset!

Til 4 karbonader går der 500 gr. hakket svin/kalv. Man kan også bruge svin alene.

Karbonaderne formes, og vendes i et æg rørt ud i lidt mælk. Herefter vendes de i rasp med salt og peber, og steges til de er gennemstegte. Kartoflerne sættes over cirka samme tid som karbonaderne, så er det færdigt omtrendt på samme tid.

Hvid mælkesauce har jeg bragt en opskrift på tidligere...



Derudover jeg har lige denne i ovnen i skrivende stund. Tror jeg bliver populær i klassen i morgen ;-))))


Gulerodskage med ostecreme:
300 g farin
2 dl olie
4 æg
275 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk salt
1 tsk natron
2 tsk kanel
375 g reven gulerod

Ostecreme:
200 g flødeost (Buko naturel)
120 g smør
220 g flormelis
2 tsk vanillesukker

Farin og olie røres sammen. 4 æg piskes i et af gangen, derefter blandes tør-ingredienserne i og til sidst røres den revne gulerod i.
Bages ved 185 grader i ca. 45 minutter. (Min får knap en time!)

Ostecreme:
Flødeost, blødt smør, flormelis og vanillesukker røres sammen.
Ostecremen fordeles oven på kagen, når denne er afkølet.

mandag den 31. januar 2011

Forsømmelse!

Jeg har vist forsømt min blog henover weekenden, og begyndelsen af denne uge. Det skyldes dels, at jeg har haft nok om ørerne, og dels at vi ikke har spist ret meget hjemme og når vi har, har det været rugbrød eller take-away. Men man kan jo altså heller ikke være 100 % aktiv dagligt, hvis man også har et liv i den store virkelige verden. Aftensmaden kan jeg jo altså ikke prale af, så I må se hvad jeg ellers fordrev weekenden med - jeg skulle jo mødes med mødregruppen, og vi ved jo godt, at mødregruppe = kage :-)
Forberedelserne...



Resultatet!
Nammenam!

Ingredienser
  • 100 g smør
  • 3,5 dl mælk
  • 2 æg
  • 700 g mel
  • 7 g tørgær eller 25 g frisk gær
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 æg (til pensling)
Fyld
  • 150 smør, blødt
  • 150 g sukker
  • 2 spsk kanel

Smelt smør i en gryde, og tilsæt mælk. Blandingen skal være lillefingervarm. Bland æg, mel, tørgær, salt, sukker og kardemomme, og tilsæt mælk og smørblandingen. Ælt dejen i cirka fem – ti minutter, hvis der bruges tørgær. Lad dejen hæve i en times tid.
Imens blandes smør, sukker og kanel til fyldet. Ælt dejen godt igennem, når den er hævet, og rul den ud til en stor firkant. Smør fyldet på dejen og rul den sammen. Skær den ud i to centimeter store skiver, som lægges på en bradepande beklædt med bagepapir. Tryk kanelsneglene en smule sammen, og lad dem hæve en lille halv times tid. Pensl med pisket æg, og bag i en 200 grader varm ovn i cirka 10 – 15 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.

torsdag den 27. januar 2011

I må gerne misunde os...

...vi har nemlig fået tarteletter med høns i asparges, i dag! Eller egentlig var det kylling i asparges, meen pyt, det er da næsten det samme. Absolut en af favoritterne herhjemme :-)


Det var ellers rigtig sjovt at stå med en meget vrøvlet, sur og grædende pige det meste af eftermiddagen, mens man skulle jonglere med kogende sauce, en kogt kylling, der skulle pilles, og en unge, der skulle bades. Ikke engang to sæt hænder var nok! Men vi klarede den da uden stress :-)


Tarteletter med høns (kylling) i asparges:
En hel kylling - ca 1200 gr.
1 løg
Evt. suppeurter, f.eks. porrer, gulerødder, selleri.


50 gr. magarine
Ca 1 dl. hvedemel
2 dåser asparges i bidder
Salt + peber.


Tarteletskaller


Kyllingen renses og lægges i en gryde sammen med evt. suppeurter. Den dækkes med vand, og bringes i kog. Den skal koge en lille time. Husk at fjerne skum en gang imellem!


Når kyllingen er færdig, lægges den til afkøling, hvorefter kødet pilles af skroget. Suppevandet hældes i en egnet beholder (sies evt.) og gryden sættes på varmen igen. Magarinen smeltes, og melet røres i. Der skal så meget mel i, at det er en tyk smuldret grød. Vandet fra aspargesene tilsættes, og der røres godt. Lidt efter lidt tilsættes suppevandet, mens der røres. Saucen bringes i kog - kan evt. jævnes med maizena. Den skal være godt tyk. Smages til med salt + peber. Til sidst tilsættes asparges (evt. kun den ene dåse!) samt kyllingekødet, og retten varmes igennem.


Skallerne lunes i ovnen, og så er der serveret:

Onsdag, møde, kursus, babysitter...

Onsdag skulle både manden og jeg ud og spise. Bestyrelseskursus på Esbjerg Vandrehjem - ikke ligefrem fordi det lød heeelt vildt interessant, og det var det heller ikke! Manden skulle til generalforsamling samme sted. Nå men der var da mad begge steder, jeg fik serveret rugbrødsboller med forskelligt pålæg, samt vand og kaffe. Det er hvad det kan blive til, når man sidder i bestyrelsen i en daginstitution! Ikke så meget som en enkelt sodavand. Nå. Vand er nu også fint, og i disse sparetider kan man jo ikke ødsle pengene væk på sodavand til bestyrelsesmedlemmerne! Tom fik flæskesteg og citronfromage samt øl og sodavand. Det er altså lidt sjovere, at sidde i en privat klubbestyrelse.....


Lærke blev passet hjemme af mormor - de fik en omgang suppe fra Mou, rodfrugtsuppen. Vi elsker den, men mormor var ikke så imponeret! Men den gled vist ned... Det var vist noget med "de der tern" af rodfrugt, som er i den, de var åbenbart ikke så lækre. Der er nu bare mest kartoffel...

tirsdag den 25. januar 2011

Fuldkornspølsehorn

Selvom bloggen primært skal handle om aftensmad, tænkte jeg I lige skulle se hvad jeg har fordrevet tiden med her til aften:
50 gr. gær
2,5 dl lunkent vand
1 sjat olie
2 tsk. sukker
1 tsk. salt
350 gr. hvedemel
150 gr. fuldkornshvedemel
8 pølser - skæres i halve.


Gæren røres ud i vandet, olie, sukker og salt tilsættes. Melet blandes, og tilsættes lidt efter lidt. Dejen æltes godt - skal være let klistret. Sættes til hævning på en radiator eller et andet lunt sted cirka 30 minutter.


Dejen deles i to, og hver del rulles ud til ca 25 x 25 cm. Der skæres en stjerne, så det bliver 8 trekanter. Pølsen placeres på den brede ende, og hornet rulles sammen.


Lad hornene hæve tildækket yderligere 30 minutter. Efterfølgende pensles hornene med vand, og de bages midt i en forvarmet ovn i cirka 15 minutter - ved 200 grader.

Endnu en af de lette...

...efter en tur i kvickly, er dagen jo næste gået. Og med en 2-årig i huset, skal aftensmaden serveres senest klokken 18 - så vi tog den nemme løsning igen i dag: Stuvet makaroni. Dvs. egentlig var det spaghetti og jeg stuver ikke pastaen - men en gang fuldkornsspaghetti og så en hvid mælkesauce, og en klat ketchup; uuuhm jeg elsker det!! Manden og barnet ynder at spise en kogt pølse dertil - det er ikke lige mig...


Hvid mælkesauce:
Smelt en skive fedtstof (eller flydende, f.eks. Becel) og tilsæt hvedemel og rør med piskeris. Det skal være en meget tyk grød. Tilsæt mælk ganske langsomt under omrøring, og små sjatter af gangen. Sovsen skal koge op ved hver sjat, og blive til en tyk, grødet sovs. Til sidst bliver sovsen tyndet mere og mere, og vupti - man har en opkogt mælkesauce. Smages til med salt.


Det lyder klamt - men det smager godt!!

mandag den 24. januar 2011

Nem mandag

I dag har jeg været hjemme med en syg pige. Hun var dog noget frisk, efter hun havde sovet det meste af søndagen væk og sovet til kl. 9 i morges. Skønt at sove længe :-)


I dag skulle aftensmaden være let, for jeg gad ikke lave noget... Man bliver så doven af, at gå hjemme hele dagen lang. Så derfor: Risengrød!


Vi har altid Pama grødris stående i skabet, og kanel ligeledes. Der skulle derfor kun købes 2 liter sødmælk.


Opskriften findes på æsken, men den kommer alligevel lige her:


Der er aldrig nok med 1 liter mælk til os 2 voksne og 1 barn, der er glad for risengrød, så jeg laver det på 1½ liter mælk:


Knap 3½ dl grødris koges op i knap 4 dl vand, helst i en tykbundet gryde. 1½ liter mælk tilsættes, og det bringes i kog under omrøring. Så snart det koger, skrues straks ned på lavt blus, og der skal røres i ca. 5 minutter, til gryden ikke længere koger. Herefter lægges låg på, og der skal blot røres cirka hvet 5-6 minut til grøden er færdig. Smages til med salt. (Det glemmer jeg altid, og det smager fint uden)
Serveres med smørklat og kanelsukker, samt hvidtøl :-D


søndag den 23. januar 2011

En weekend uden computer

Weekenden har stået i familiens tegn - næsten... Jeg fik nemlig prøvet en masse brudekjoler i fredags, og jeg fik også købt en! Tom og Lærke endte også med ikke at spise biksemad alligevel, de spiste nemlig hos bedstefar og fik vist røde pølser og pomfritter. Fremgangsmåden for det vil jeg ikke komme ind på, jeg tror de fleste kender proceduren :-)


Lørdag spiste vi alle 3 hos svigerfamilien, og vi fik aspargessuppe med flüte til. En helt almindelig aspargessuppe fra mou, tilsat både kød- og melboller. Nam nam.


I dag er det søndag, og Lærke er desværre ramt af en omgang influenza, så hun har kun gnasket lidt rugbrød med leverpostej i sig, samt en figenstang. Vi 2 voksne venter på PIZZA!


En lidt nem weekend......

fredag den 21. januar 2011

Overspringeren...

Juhuu! Jeps, jeg er glad! Det er fredag, snart weekend, og jeg skal til kjoleprøvning i Tønder. Jeg skal ganske enkelt ned og se om jeg kan finde mig en brudekjole... Det betyder også, at jeg ikke selv er hjemme til aftensmad i dag. Min mand mener en gang biksemad med spejlæg er vejen frem for vores datter og ham. Det har jo heller aldrig været tosset! Ligesom med burger, er fremgangsmåden til at tage og føle på.

Der skal handles:
Kartofler
Æg
Løg
Og så skal man have en rest kød i køleskabet.

Jeg tror vi har det hele hjemme, så er det bare at
- Koge kartoflerne og lade dem afkøle lidt.
- Skære kød + kartofler i tern
- Stege løg + kød og kartofler.
- Spejle æg

Så er der serveret - piece of cake :-)

God weekend!!

torsdag den 20. januar 2011

Dag 1

Jeg lægger blidt ud! For en gangs skyld har jeg husket, at tage kød op af fryseren i går aftes. Det kommer os til gode i dag - men der skal alligevel handles lidt ind:
- Fuldkornsburgerboller
- Burgerdressing
- Tomat, salat, agurk
- Evt. burger-ost.

Jeps! Menuen i dag står på hjemmelavet burger!

Fremgangsmåden er enkel: Form bøffer, steg dem, skær salat, tomat, løg og agurk, put evt. ost på bøfferne, lun bollerne - servér! Dejlig nemt.

Jeg serverer masser af grønt dertil, f.eks. kogte gulerødder og dampet broccoli.

God appetit!

Ideen?

Jeg har startet min blog i forbindelse med en danskopgave om medier, herunder blogging. Meningen er, at bloggen skal løbe over 1½ år som minimum - min resterende tid på HF. Forhåbentlig har jeg lyst til at fortsætte den efterfølgende.

Ideen med emnet udsprang af, at min mand og jeg altid selv står i den trælse situation, at vi ikke kan finde på hvad vi skal have til aftensmad. Jeg ved, der er flere børnefamilier i Danmark, der har samme problem hver evig eneste dag. Så jeg håber at kunne inspirere, med billeder, opskrifter og kommentarer.